Maskeret kommunikation er forvirrende

Når vi ikke kan aflæse hinanden, kan vi blive usikre og utrygge.

Fluerne er en plage i hestenes øjne, specielt på en varm sommerdag.

Derfor besluttede vi at investere i fluemasker til hele banden.

Det gik helt problemfrit med at lægge fluemaskerne på hestene, så vi tænkte, at når de nu alle har de samme masker på, er alt jo godt.

 

Men hestenes reaktion på hinanden, da vi lukkede dem sammen igen, var overraskende.

Specielt hoppen Bellis reagerede meget voldsomt.

Mens de andre nysgerrigt undersøgte hinanden, begyndte Bellis at hvine og angribe de heste som nærmede sig hende med hysteriske spark.

Hun var virkelig stresset og udviste en del calming signals med mulen og halen.

 

Hvorfor nu denne reaktion?

Det nærliggende svar er, at Bellis ikke længere følte sig tryg, fordi hun grundet fluemaskerne ikke kunne aflæse de andre hestes mimik.

Bellis er en ældre hoppe, som har den konfliktdæmpende rolle i flokken.

Hun er ekspert i at aflæse de andre hestes behov, og sørge for at der er ro og harmoni i flokken.

Men nu var hun pludselig blevet frataget sine evner ved at vi maskerede hestenes ansigter.

 

Det svarer til, at vi som mennesker pludselig ikke længere kunne mærke andre mennesker, læse deres energi og kropsprog, som vi plejer.

Jeg kan godt forstå, at hun blev utryg og reagerede med angreb (som jo er det bedste forsvar)

 

Da jeg så Bellis reaktion på de maskerede venner, røg mine tanker tilbage til for nogle år siden, hvor jeg var psykisk i ubalance, og valgte at træne liberty (løsarbejde) med Bellis, for at muntre mig selv lidt op.

Jeg prøvede at ignorere at jeg var i sorg og ked af det ved at stille et smil op, og træne som om intet var hændt.

Denne inkongruens mellem mine følelser og min adfærd fik Bellis til at tænde helt af.

Hun vendte røv mod mig og løb væk fra mig, når jeg nærmede mig hende, og hvis jeg gav hende en simpel velkendt kommando som f.eks. “bak” så stejlede hun og sparkede ud efter mig. (stort set den samme adfærd som overfor fluemaskerne)

Jeg afbrød træningen og gik i skoven for at mærke ind i mig selv (og afreagere…)

Da jeg 2 timer efter prøvede at træne med hende igen, var jeg i kontakt med mig selv og mine følelser, og Bellis ville nu gerne samarbejde med mig.

 

Hvad vil jeg så sige med dette blogindlæg?

Heste kommunikerer hele tiden med hinanden med små tegn bl.a. i ansigtet, så hvis vi gemmer en stor del af ansigtet, kan en sensitiv hest føle sig utryg, fordi det den aflæser, ikke passer med det den ser.

Jeg kan lige forestille mig hvordan Bellis vil reagere, hvis jeg tog en elefanthue på og gik imod hende… (ikke afprøvet – da jeg tror jeg kender svaret og ikke ønsker at stresse hende unødigt)

Eksemplet med træningen, som lykkedes efter at jeg var kommet i kontakt med mig selv, er den samme historie.

Bellis kunne ikke få min adfærd til at harmonere med den energi og de følelser, som hun opfangede fra mig.

 

Gang på gang bliver jeg imponeret over hvor meget hestene forsøger at kommunikere med hinanden og os mennesker.

 

Som en afsluttende krølle på historien med fluemaskerne og Bellis voldsomme reaktion, kan jeg fortælle at ca 30 minutter efter sammenlukningen, var der ingen problemer, og der var atter ro på flokken (og Bellis)

Hun havde bare brug for tid til at tilpasse sig den nye situation, og finde ud af, at hun fortsat kunne aflæse de andre heste, selvom hun ikke kunne se det meste af deres ansigt.

 

 

Hvis du synes det er spændende at dykke ned i hvordan hestene kommunikerer med hinanden og os mennesker, så kan jeg glæde dig med, at der er nye blogindlæg på vej om bl.a. calming signals og hvordan hestene benytter beroligende signaler til at hjælpe mennesker med at finde ro i sig selv.

I løbet af efteråret vil jeg starte et forskningsprojekt, hvor jeg vil undersøge og dokumentere hvordan hestene bruger calming signals til at berolige og opløse spændinger i mennesker.

Selve Case-studiet kommer til at indeholde de samme 6 moduler, som min pakkeløsning II indeholder, hvor vi går i dybden med angst og finder ind til kernen, så angsten kan opløses.

Der vil være lidt ekstra tid både før og efter sessionen, sammenlignet med mine almindelige sessioner til at opsamle data i form af billeder, udtalelser før og efter sessionen og udfyldelse af evalueringsskemaer.

Hvis du vil være med i et case-studie, og er klar til at investere i et forløb med 6 sessioner, så giver jeg dig 2000 kr i rabat + 1 ekstra gratis session efter eget valg, som tak for deltagelsen.

Kontakt mig ved at booke en tid til en gratis afklarende telefonsamtale, hvor vi får afklaret om du er egnet som kandidat til mit nye forskningsprojekt.

Tidsbestillingen

 

Skriv et svar